Personlig profil Jette Havgry
Om mig selv kan jeg kort fortælle
Mit navn er Jette Havgry – jeg er født i 1962. Jeg blev gift med Lars i 1989. I forbindelse med brylluppet fik vi idéen til vores fælles nye efternavn ”Havgry”, som har båret os igennem meget. Sammen har vi tre dejlige og efterhånden store børn, en dreng og to piger, alle tre er flyttet hjemmefra. 

Jeg har en særlig lidenskab i forhold til vand. Jeg har bl.a. sejlet siden jeg var barn, undervist i jollesejlads og sejlet med det norske skoleskib "Staatsrad Lehmkühl". Jeg har sommerhus direkte ud til en sø i Sverige og jeg elsker at svømme. 

Jeg hedder som sagt Havgry til efternavn og navnet er inspireret af vandet. "Hav" står for den skiftende blide og kraftfulde overflade, herunder følelserne, det ubevidste eller sjælen. Under overfladen er der en enorm energi og bevægelse. Havet har en dybde, der indeholder et liv med rigdomme så store, at der er nok til alle. "Gry" står for det nye, begyndelsen, optimismen og forøget indsigt - "lysner ad dage". 
 
At jeg er et venligt, stille, roligt menneske og intellektuelt menneske. Jeg holder meget af at læse, skrive og regne. Jeg har en længere række offentliggjorte rapporter, artikler og interviews bag mig. 
 
At jeg er et socialt menneske. Jeg har holdt et stort antal fester, haft studerende boende gennem længere tid, har gerne overnattende gæster, har mange meget forskellige og meget gode venner og bekendte både i ind- og udland. 

At jeg er et berejst og kulturelt interesseret menneske. Jeg har stort set været i alle lande i Europa samt Tunesien, Egypten, Sydafrika, USA, Canada, New Zealand, Singapore, Malaysia og Thailand. 

At jeg er et sansende og naturnydende menneske. Jeg elsker at vandre, nyde smagen af friske bær og svampe, indsnuse duften af træ blandet med jord, se solens stråler gennem skovens træer, nyde udsigten fra en fjeldtop, betragte dybe, mørke fjorde, se solen gå ned, stjernene lyse, mærke vindens kraft....
 
At jeg er et kreativt menneske. Tidligere har jeg syet og strikket meget, tegnet en anseelig mængde farverige og mættede tegninger med conté kridt og tilbereder meget god og spændende mad.   
 
At jeg er et lærende menneske. Mit motto er "at lære er at leve".  
 
At jeg er et mådeholdent menneske. Jeg spiser rimeligt sundt, motionerer moderat, ryger ikke, drikker stort set ikke kaffe og kun ganske lidt alkohol ved særlige lejligheder. Jeg praktiserer såvel stille, som dynamisk meditation. Jeg er ikke fanatisk og jeg forsøger ikke at pådutte andre min måde at leve på. 

At jeg er et indviet menneske, forstået på den måde at jeg personligt har oplevet og ofte i det daglige er vidne til hvad sygdom, død, ulykke og andre tabsgivende hændelser kan give mennesker af udfordringer, smerte, lidelse - og på den anden side også større visdom, mere dybde og glæde. 

At jeg på mange måder er et priviligeret og meget taknemmeligt menneske. Jeg har mange ressourcer og ved, at jeg qua mit virke som ID-psykoterapeut stiller disse til rådighed for de af mine medmennesker som har det svært eller som bare gerne vil gøre det, de allerede gør nu, endnu bedre.  
 

Tilbage til hovedsiden:
ID Psykoterapeut Jette Havgry, Fredensborg, Nordsjælland. Tæt på Hillerød, Helsingør og Hørsholm.
Velkommen!

© Copyright Jette Havgry.
Privatpraktiserende ID-Psykoterapeut MPF Jette Havgry HD(A)| Stationsvej 7, st. | 3480 Fredensborg | Tlf.: +45 26 52 45 18 | jettehavgry@gmail.com