Teenagefamilien  
De nødvendige konflikter. Principper og værdier. 
Foredrag v/ familieterapeut og forfatter Jesper Juul  
Mariott Hotel, København • Tirsdag den 21.november 2007.  
 
Referat af Jette Havgry, ID Psykoterapeut stud. 2007
 

Indledning
Hvorfor er det lige at teenagefamilien er et vigtigt tema? Skal vi også finde andre hor-monsvingninger i familien og problematisere dem? Men det ER vigtigt at beskæftige sig med børn i 12-14 års alderen. I mangel af måske bedre problemstillinger tager vi dem til os – problemerne med de unge. Men samtalen mellem de voksne og de unge er bedre nu end den nogensinde har været tidligere.
 
En magtkamp
De sidste par hundrede år har vi set konflikterne med de unge som en magtkamp som de voksne skal vinde for at ungerne skal føle sig trygge. Men skal vi som forældre bruge 5-7 år af livet på denne magtkamp – eller skulle vi hellere slappe af og blive klogere på livet?
 
Pubertetsbarnet leder efter sig selv. Hvad er mine holdninger? Hvis en teenager gør op-rør, gør de det for dem selv – ikke imod forældrene. Og hvis der er krig er det fordi at forældrene misforstår. I forvejen synes de unge at vi voksne er pinlige. Det er pinligt at vi siger noget offentligt og at vi har et sexliv.  

Kan forældrene blande sig?
En norsk undersøgelse viser at forældrene godt kan blande sig for eksempel i hvor meget de unge må drikke og hvad tid de skal være hjemme. De unge tager det til en hvis grad som udtryk for omsorg overfor dem, at forældrene blander sig i disse ting. I Norge lavede man så nogle fælles regler for hvor mange centiliter de unge måtte drikke og hvad tid det er rimeligt at komme hjem. Rektorerne og lærerne formidlede budskaberne på skolerne og så kom det klart til udtryk: Det er fint at forældrene blander sig, men ikke rektorerne. Kun dem vi har et rigtigt forhold til i forvejen har mulighed for at gøre deres indflydelse gældende. De unge lader ikke ”fremmede” blande sig på den måde i deres liv.
 
 
 
Krig i huset 
 
Der er skrevet en bog der hedder: ”At overleve med en teenager i huset”. Som om de unge var ens værste fjender!! Når ens barn bliver 9 – 12 år er det for sent at opdrage på dem. Vi har 9 – 10 år til at opdrage i og så ikke mere. Man tror at det er løgn, men forældrene bliver ved med at blande sig! Børnene har ikke brug for det. Engang mindende jeg selv min søn om at han skulle gå tidligt i seng fordi han skulle til eksamen næste dag. Hertil replicerede han: ”Far, det er i virkeligheden et spørgsmål om jeg har brug for dig til at blande sig i den slags mere”. De unge siger det stille og roligt første gang, men vi kan ikke høre det og derfor må de råbe højere. Meget af det vi siger som mor og far er dybt krænkende. Vi vader ind over deres grænser. 
 
 
 
Forældrerollen
 
Forældrerollen har ændret sig fra at være en bedrevidende opdrager til at være en aktiv sparringspartner. Begrebet sparringspartner kommer fra boksesportens verden og en sparringspartner er en der gør maksimal modstand og minimal skade. Man må stå for det, man står for og pr. definition er man alligevel gammeldags.
 
 
Om at få lov
 
”Du spørger om lov? Hvad synes du selv? Giver du dig selv lov? Du kan få at vide, hvad jeg mener, men fra nu af må du give dig selv lov.”
”Far, jeg har spurgt mig selv og jeg synes det er OK. Hvad synes du?”
”Jeg synes det er en elendig idé!”
”Nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal!”
”Godt så - velkommen til de voksnes verden.”
 
 
Opgiv magten
 
Det er vigtigt at kunne sige hvad man synes uden at gribe til magtmisbrug. Som forældre må man opgive magten. Når man som forældre begynder at bruge magt holder man op med at se, hvor meget indflydelse man har.
 
 
Grænser
 
Skal man så ikke have grænser? En mor var meget large, men havde dog én grænse: Hun ville ikke have at hendes sønner røg. Den yngste begynder alligevel at ryge. Moderen ridser sin grænse op og siger til sønnen at han må finde en løsning på problemet. Efter et godt stykke tid beder sønnen om at få én måneds stuearrest, så han i den tid ikke behøver at være sammen med de kammerater der ryger. Moderen gav ham stuearrest og så holdt han op med at ryge.
 
Nyd resultatet
Når børn kommer i puberteten er det slut med opdragelse. Hvad hvis man ikke er tilfreds? – Så har man et meget alvorligt problem. Hvis man siger: ”Du er ikke god nok endnu” – ja, så undergraver man dem. Glo på dine unger og nyd dem i fulde drag også selvom de ser mærkelige ud, ikke siger noget eller råber og skriger. Det er det eneste de har brug for resten af livet, er at nogen der ser dem og holder af dem præcis, som de er. Alle andre - kærester, arbejdsgivere, kammerater etc. etc. vil lave om på dem. Hvis man ikke kan sige at man er tilfreds, så skriv ned hvorfor du ikke er det og spørg så, for hvis skyld du fortsætter med at være utilfreds og hvad det i virkeligheden er du vil have.
 
 
Ren biologi
 
Det er vigtigt at forældrene forstår at teenageres hjerne er ikke indrettet endnu. De er ”lukket p.g.a. ombygning i øverste etage”. Det er ren biologi. Nyd alligevel resultatet.
 
 
Se på det indre
 
Begå ikke den fejl at se på overfladen – håret, øreringene, pircing´erne etc. etc. etc. Ret 80% af dit fokus på det indre og 20% fokus på det ydre. Hvis man ikke gider sætte sig ind i deres verden, så fint med det. Men vi skal ikke lukke munden på dem ved at kritisere dem på deres ydre. De giver op. Det er små ting der hindrer ungerne i at lukke munden op. Voksne forsøger at gøre sig nyttige, men det mislykkedes. Vi siger så uendeligt meget der er ligegyldigt for dem. 12-13-14 årige tænker dybe, spændende tanker! Alt kan siges, når det bare ikke er: Belærende, bedrevidende, kritiserende, selvoptaget, truende, appellerende eller kategoriserende. Teenagere er ligesom alle andre mennesker – ingen bryder sig om det, når andre er sådan overfor os.
 
Så hvordan skal vi komme igennem de næste 4 – 5 år med skindet i behold? De voksne skal vende sig til at der fremover bare er de to og at de trænger til at få renset ud i kommunikationen, så de ikke kører i faste riller. 
 
 
Unge hader
 
1. Overdreven bekymring
Det er især kvinder, der er bekymrede for deres børn. Det er blevet en hel sport. Bekym-ring er 100% selvoptagethed, onani. Bekymring er ligesom at sidde i en gyngestol; man er i bevægelse men kommer ingen steder hen. Så hvis du er bekymret, så lad ikke børnene vide det!! Din bekymring er ikke dit barns problem. Det er dit eget problem.
 
2. At blive defineret og kategoriseret
Man kan ikke sige til børn, at sådan er det at være teenager. Tænk hvis nogen kom og sagde sådan til mødrene, når de var i klimakteriet. 
 
3. At blive talt ned til eller belært
Ved konfirmationen er det tradition af en eller begge forældre rejser sig op og holder en tale. Brug 10 minutter på at fortælle ungerne hvordan de har beriget ens liv. Det sætter konflikterne i relief. Og helt ærligt – nogle kvinder er helt umulige når deres unger er 14 år, og de mænd de er sammen med er endnu værre. Der er ikke noget at sige til at nogle unge får problemer!
 
4. Mistillid og kontrol
Tillid er vigtigt men bliver ofte gjort til noget, der handler om belønning eller straf. Rent psykologisk er der noget galt i det. Mistilliden er min. Hvad baserer jeg tillid på? At en regel bliver fuldt – et fejltrin og så mister du min tillid. Det er ikke rimeligt. Ingen er perfekte. Tillid er noget mere grundlæggende end overholdelse af regler.
 
5. Manglende respekt for andres grænser og privatliv
 
6. Når forældre skændes
 
Unge ønsker
1. Tillid, tillid og tillid......
Til, at de gør det bedste, de kan. En af de største tillidserklæringer en ung kan få er spørgsmålet: ”Nu kommer du ikke for sent hjem, vel?”. Det er en stor gave. Der ligger nemlig i spørgsmålet at man selv kan bestemme hvad tid man kommer. I øvrigt findes der er ikke noget godt svar på spørgsmålet: Hvorfor kommer du klokken 12, når vi har aftalt at du skulle være hjemme klokken 10? Forældrene gider ikke høre svaret på det spørgsmål de selv stiller. Hvis moderen er urolig for sit barn er det faderens problem – ikke barnets.
 
Derudover ønsker de unge empati, Interesse, betingelsesløs kærlighed, modspil og anerkendelse.
 
Fokus på dit eget liv
Se på dine unger og nyd dem. Når dine børn kommer i puberteten, så har du endelig tid til at nyde livet. Det bedste forældre kan gøre for deres børn er (stadig) at tage godt vare på deres eget liv og parforhold, hvis de har et sådant. 
 
Om rollen som sparringspartner
Det handler om at tage ansvar for sig selv. Som forældre er jeg bl.a.
 
1. Mine værdier
Enten tager vi ansvar for vores værdier eller også bliver vi ofre for det andre siger, tænker og gør. Industrisamfundet ville ikke have voksne der tog ansvar for sig selv, men nu er det noget andet.
 
2. Mine følelser uanset rimelighed 
Mennesker er ikke rimelige og rationelle, vi er alt muligt andet. Jeg havde engang en mor og datter i terapi. Datteren slæbte maden ude af køleskabet hver dag når hun kom hjem fra skole, men stillede ikke på plads efter sig igen. Moderen havde bedt hende om at gøre det igen og igen og var nu blevet træt af det. Som terapeut bad jeg moderen forklare datteren hvad hun gerne ville have at hun gjorde – altså rydde op efter sig selv. Det tog hende 45 min at forklare datteren det. Datteren lyttede og der gik meget lang tid før datteren svarede moderen: Da hun endelig gjorde det, sagde hun: ”Du er da fuldstændig urimelig!!” Jeg talte nu med moderen om, hvad hun ville svare til det. Moderen begyndte med sit: ”For din egen skyld” og ”maden bliver dårlig” og meget andet i samme boldgade. Til sidst sagde jeg til hende: Sig efter mig: ”Det er jeg glad for at du siger. Jeg ER urimelig. Og det må du lære at leve med!! Hvis man er passende urimelig er det fint. Ungerne er også urimelige ind i mellem. Det er OK. Vi bliver udsat for ting vi ikke aner hvad vi skal sige til: F.eks. datteren, der kommer hjem og siger: ”Den kæreste jeg har nu skal være den første jeg går i seng med”. Hvad siger man som far til det? Ja, der findes jo ikke nogen 30-årig lang tradition for hvad man siger i et sådant tilfælde. Faderen fik tid til at finde ordene: ”Over my dead body”. Kan man sige det? Ja – bare man ikke gør alvor af det! - Altså tager livet af sig fordi ens datter begynder at gå i seng med mænd. Men hvis det er sådan man har det, så er det OK. 
 
3. Mine tanker og overvejelser – sorteret og usorteret 
 
4. Min standard – praktisk og menneskeligt
 
Det er en alvorlig sygdom at ville være populær hos sine børn. Det hævner sig.
 
Det handler om
1. Ansvarlighed
Et fællesskab handler om at indgå kompromisser. Klip en hæl og hug en tå. Børn er ikke filosofiske. De siger sjældent: ”Tak fordi I tog ansvar for mine tænder i 14 år – nu er jeg kar til selv at tage ansvaret for dem.” Børn siger det politisk: Jeg vil selv børste mine tænder, hvorfor skal du gøre det?
 
2. Autenticitet
Hvis man bare skal gøre som de andre gør har man lagt i ovnen til et dårligt liv. 
 
3. Integritet
 
4. Ligeværdighed 
 
Om begrebet velfungerende
Velfungerende er et ord man ikke kan bruge om mennesker. Det lyder som en maskine man taler om. Velfungerende betyder blot at vi ikke koster kommunen mere end de har budgetteret. Der er masser af mennesker der er velfungerende og som samtidig har det ad helvede til. Det er blandt de velfungerende at de værste tilfælde findes. De selvdestruktive, dem der skærer i sig selv, dem der rammes af eksistentielle kriser (man opdager at det man har bygget livet på forsvinder hurtigt eller langsom under én). I lang tid har fokus været på de udagerende børn, men det er de stille, velfungerende, der har det værst (omkring 26 % af alle). Begrebet ”velfungerende” er vor tids mest stigmatiserende begreb. Det handler om ansvar. En 9-årig skal træffe mange valg: ”Hvad vil du?” – og ”Hvad har du lyst til?”. Der er 20 forskellige slags stoffer at vælge imellem, endnu flere forskellige slags alkohol. Forældrene derhjemme har en mening om det, men man kan ikke står der og sige: ”Det må jeg ikke for min mor!! Hvis man siger nej til narko får man respekt. Moraliserer man bliver man ekskluderet af gruppen. Og siger man at man ikke må, ja så går det helt galt.
 
Social ansvarlighed
Ansvaret overfor andre. 95% af de unge har ikke lyst til det. Men det er godt at holde fast i det. Ellers mister man sin selvrespekt på lang sigt. Ingen blinde passager i fællesskabet. Balancen mellem at give og modtage skal være i orden.
 
Hvad skal de kunne?
Et hvert menneske på 12-14 år bør kunne: 
 
Vaske, stryge og ordne sit tøj. Købe ind og lave mad. Gå i seng og stå op. Gøre rent. Passe sin uddannelse eller arbejde. Tage ansvar for egen transport.  
 
Kvinder får dobbeltarbejde, men tilsyneladende har de ikke lyst til at holde op. Det er godt at minde børn om gymnastiktøjet, hvis man vi have handicappede børn. Det er meget alvorligt. Hvis man ikke kan det, når man er 14 år skal forældrene have en offentlig røvfuld.
 
Børn og unge har stor visdom men ikke meget erfaring. De bliver ikke spurgt om de vil have ydelserne og man fortæller ikke hvad prisen er. Pt. forventer vi at de bliver lykkelige, men det bliver de ikke.
 
Mænd tager ikke ansvar for sig selv. Det giver skyldfølelse i forhold til børnene. Mine personlige grænser er mit ansvar og kun mit. Hvem har ”lånt” den unges selvansvarlighed? Hvordan fungerer de? Tiden inde til at give selvansvarligheden tilbage - med tak for lån og med venlig hilsen.
 
Hvis man kan gå ind og vække sit barn oprigtigt kærligt hver morgen en 7-9 gange så er det OK. Ellers skal vi tage ansvar for os selv. I bedste fald lærer børnene at blive social på den selvudslettende måde. Selvdestruktiv adfærd er ikke omsorg og kærlighed. Tag ordentlig vare på dig selv. Gå i banken og lån til et 3 mdr. refugium i Spanien og se hvordan tingene ser ud når du kommer tilbage. Når ungerne er ulykkelige som 20-årige, som 25-årige er forbitrelsen stor. Det er gaver vi giver med pris. Jeg ofrer mig / far ofrer sig for, at du skal få et godt liv. Men gør opmærksom på, at der er en pris. Så kan de selv sige om de vil have det, de får.
 
Når man slås om det samme tema igen og igen, når der er fjendtlighed i luften, så må vi give ansvaret fra os: ”Jeg bliver frustreret over.... Grunden til at du er blevet hjælpeløs er, at jeg har....Men det holder op nu. Jeg er usikker på om jeg kan klare det, men du skal nok klare det.”
 
Det viser sig, at de unge gør, som vi gør. Børn kan ligesom voksne gøre en masse selv, men ikke alene.
 
”Tillid er godt, men kontrol er bedre. Eller måske er det omvendt?” Kontrol virker aldrig nogen sinde. 
 
Afslutning
Foredraget afsluttes med spørgsmål fra salen som er holdt uden for referat. 

Tilbage til hovedsiden:

ID Psykoterapeut Jette Havgry, Fredensborg - velkommen

© Copyright Jette Havgry  
 
Cookies gemmer information som er nødvendig for at få hjemmesiden til at fungere, lave trafikmålinger og optimere sidens indhold. Ved at klikke på LUK accepterer du at jeg bruger cookies og du kan forsætte med at bruge min side som altid. Læs evt. mere om cookies her.
Privatpraktiserende ID-Psykoterapeut MPF Jette Havgry HD(A)| Stationsvej 7, st. | 3480 Fredensborg | Tlf.: +45 26 52 45 18 | jettehavgry@gmail.com